Harja amatørarkæologisk Udgravningslejr 2007

Udgravningen i 2007 foregik i Tvedskov nær Radstrup på Nordøstfyn . Udgravningsledere var arkæolog Lone Nørgaard og museumsassistent Eigil Nikolajsen fra Kerteminde Egnens Museer.

af Eigil Nikolajsen

I skrivende stund (12 august) er det tre uger siden, Harjas udgravningslejr ved Tvedskov sluttede. Deltagerne har udspillet deres rolle for denne gang. Anderledes er det for Harjas samarbejdspartner: museet (Kertemindeegnens Museer). Her forestår arbejdet med at nummerere fund, skrive beretning, bearbejde de arkæologiske resultater og måske udstille og/eller publicere dem.

Fra den sidste uge. Udgravningsfelterne i køkkenhaven
set mod sydvest fra toppen af en stige.
Foto: Eigil Nikolajsen

Noget af det er allerede igang: Lone Nørgaard har brugt en del af sin ferie på at gennemgå en stor del af fundene og med hensyn til publicering kan de følgende linier opfattes som et mindre og foreløbigt bidrag.

At lokaliteten ved Tvedskov nær Radstrup på Nordøstfyn blev valgt til dette års Harja-lejr skyldes flere omstændigheder: Først og fremmest vidste vi, at der på stedet måtte være et vist arkæologisk potentiale, da ejeren, gartner Bent Tveskov (efternavnet er stavet rigtigt!) igennem årene havde gjort mange arkæologiske fund, specielt oldsager af flint fyldte godt i hans samling.

Specielt tildrog de 9000 år gamle sager fra Magelmosetid sig vor opmærksomhed. Mikrolitter (små pilespidser), små flækkeblokke og skrabere vist klart, at der måtte have ligget en boplads eller rasteplads her på den sandede jord ned mod den nuværende Geelså. Derudover var der sager fra flere af yngre stenalders perioder, bronzealder, jernalder, middelalder og nyere tid. Overskriften Fra mikrolit til møtrik skal ses på den baggrund.

Det kunne være af interesse at få lidt reel viden om, hvad jordlagene indeholdt af arkæologiske oplysninger - i pløjelag såvel som derunder. Tilmed kunne det forudses, at deltagerne måtte få gode muligheder for at opøve deres fornemmelser for flint, give dem erfaringer i at vurdere flintoldsager. Da Bent og hans hustru, Anne, dertil var meget velvillige over for at stille jord og andre faciliteter til rådighed for både campingplads og udgravning, var sagen sådan set klar: Harjas udgravningslejr 2007 havde fundet et sted at udfolde sig!

Køkkenhaven, et område inde i et gammelt drivhus og et friareal imellem to drivhuse blev udpeget som de arealer, hvor prøvegravningerne skulle finde sted. I praksis foregik udgravningen på den måde, at udvalgte kvadratmeterfelter blev tildelt udgravningsdeltagerne, der to sammen eller enkeltvis stille og roligt gravede sig ned igennem pløjelaget til undergrundsniveauet, som herefter blev renset af.

Fra den midterste uge.
Udgravningsdeltagerne arbejder sig støt og roligt ned i hvert sit kvadratmeterfelt.
Foto: Eigil Nikolajsen

Kvadratmeterfelterne blev anlagt i større sammenhængende flader – f.eks. af otte eller 12 kvadratmeters størrelse -, så der kunne sikres overblik over eventuelle fyldskifter eller gruber i undergrundsniveauet. I alt blev der frilagt 55 kvadratmeter på denne måde, fordelt på otte større felter.

For at sikre, at så få oldsager som muligt undgik arkæologernes opmærksomhed, blev al jorden siet igennem Harjas og museets store rystesold med maskebredder på fem gange fem millimeter. Ved et lille regnestykke, der baserer sig på antallet af udgravede kvadratmeter og de afgravede jordlags tykkelse og vægtfylde, når vi frem til, at der ialt blev rystet 35 tons (sand)jord igennem soldene i løbet af de tre uger, udgravningskampagnen fandt sted. Det svarer i teorien til, at udgravningsdeltagerne næsten klarede et ton hver. Der var 40 deltagere ialt med en aldersspredning fra syv til 80 år. Lur mig, om alderspræsidenten – vor alle sammens Kalle fra Finland – ikke tog sin broderpart! Hans arbejdsiver og –evne forbliver legendarisk! Og så deltog han ialt i to uger.

Den lille grube DY afdækket lige under pløjelaget i felterne CB-CE.
Dens indhold af ildskørnede sten omfattede en afsprængt skal med tydelige knusemærker.
Foto: Eigil Nikolajsen

Når et kvadratmeterfelt var blevet gravet til ”bunds”, blev fundene sendt til vaskning, tørring, finsortering og registrering i først ”Traktorhuset”, siden ”Svalehuset”, som med Bents sædvanlige gæstfrihed var blevet stillet os vederlagsfrit til rådighed. I princippet forsøgte vi at gennemføre, at det var udgraverne selv, der også forestod denne del af processen, godt hjulpet på vej af Lone, der til sidst udførte den egentlige bogføring af fundene.

Hvad blev der så fundet? Ud over flere hundrede stykker affaldsflint (antallet er på nuværende tidspunkt ikke endeligt gjort op) blev der fremdraget flere gode ting:
Fra Maglemosetid først og fremmest mikrolitter, seks ialt, heraf én knækket og dertil tre mikrolit-forabejder. Seks af de såkaldte mikrostikler taler deres tydlige sprog om, at der er foregået decideret forabejdning af pile på stedet. Det samme udsagn kan et par mikroflækkeblokke også give, ligeså et antal mikroflækker (ikke endeligt optalte).

Fra den langt senere Ertebølletid stammer muligvis en tværpil, men den kan også være fra yngre stenalder. Til sidstnævnte tidsalder kan med sikkerhed henføres et lille antal flintafslag med spor afslibning, formentlig vidnesbyrd om, at der er blevet foretaget opskærpning af slebne flintøkser på et eller andet tidspunkt inden for en 2000årig periode af bondestenalderen (!). En noget mere præcis aldersbestemmelse giver et ornamenteretpotteskår med lodret afstribning, som må stamme fra underdelen af et tragtbæger fra den ældre del af tragtbægerkulturen (ca. 3900-3400 f.Kr.) og en knækket, tresidet skafttungepil, der med sikkerhed kan henføres til ødansk enkeltgravskultur (ca. 2700-2400 f.Kr.). Tre fladehuggede pile stammer fra stenalderens slutafsnit, dolktid (ca. 2400-1800), men kan også være fra bronzealderen, formentlig dens ældre del (ca. 1800-1000 f.Kr.).

Udvalg af flintpile fra forskellige oldtidsperioder.
Øverste række, fra venstre mod højre:
to lancetformede mikrolitter samt en trekantet ( Maglemosetid),
herefter udgravningens eneste tværpil ( Ertebølletid eller yngre stenalder).
Yderst til højre: spidsen af en tresidet skafttungepil ( ødansk enkeltgravstid).
Nederste række:
Pile med dyb indskæring, de to til venstre med total fladehugning, men pilen til højre
kun har nødtørftig kantbehugning (slutningen af yngre stenalder/bronzealder).

Den trekantede pil fremtræder - trods sin manglende skafttunge
- stadig som et dødsensfarligt og effektivt stenalderprojektil.
Foto: Eigil Nikolajsen

Fra yngre bronzealder (ca. 1000-500 f.Kr.) hidrører et par potteskår og nogle flintafslag, dertil et par grove flækker, den ene sikkert anvendt som både kniv og skraber. Fra jernalderen stammer en del småskår, heraf ét af en båndformet hank, der daterer skåret til midten af førromersk jernalder (omkr. 200 f.Kr.).

Til nyere tid kan henføres en lille, indfattet ravperle, der må have siddet i et smykke af en slags, diverse småskår af fynsk sortgodskeramik og skår af fajancetallerkener. En marmorkugle og et par patronhylstre til salonriffel mente Bent at kunne genkende. Og så var der den forventede møtrik fra et uidentificeret redskab. Fra mikrolit til møtrik. En lokal 9000årig tidssekvens var indkredset og dokumenteret.

Ét af formålene med prøvegravningen var at finde ud af, om der var kulturspor bevaret under pløjelaget. I flere af felterne var der mere eller mindre tydelige fyldskifter eller smågruber, men at henføre dem til bestemte tidsperioder vil være halsløs gerning på nuværende tidspunkt. Dertil kræves en nærmere analyse, som endnu ikke har fundet sted. Formentlig kan en aldersbestemmelse svært lade sig gøre, da jordlagene bar præg af muldvarpers graverier, der kan have flyttet oldsager ganske meget rundt i lagene.

Et anlæg lod sig dog med rimelig sikkerhed henføre til oldtiden. Inden for de sidste par dage af kampagnen dukkede en lille grube, DY, frem direkte under pløjelagsgrænsen. Ud over mørk, trækulsfarvet jord indeholdt den ildskørnede sten, heraf en stump med tydelige knusemærker på overfladen. Det må være en rest af en knusesten, specielt velkendt fra ældre jernalder.

På jordstykket mellem de to drivhuse dukkede også anlægsspor frem ved vore undersøgelser, bl.a. et par nedgravede, nærmest forrådnede stolper. Ved at ”grave” i sine erindringslag i hjernen mente Bent at kunne huske, at hans far i sin tid havde haft et lille skur stående på marken, hvor han bl.a. ordnede løg i ly for regn og blæst. Det kunne være resterne efter dét, vi havde fundet. Hvem siger, at arkæologi kun handler om længst forsvundne dage! En ubestemmelig grøft og et sodfarvet lag i samme felt hidrører også fra nyere tid. Om de havde noget med omtalte læskur at gøre, lod sig derimod ikke afgøre.

Sommerens arkæologiske prøvegravning ved Tvedskov bekræfter, hvad vi vidste i forvejen. Ud fra fundene i Anne og Bents oldsagssamling var det forventeligt at finder spor fra helt bestemte oldtidsafsnit – hvilket kom til at stemme meget godt. Heri var der ingen overraskelser, måske lige bortset fra en enkelt, som jeg ikke har nævnt før: Én af mikrolitterne var typologisk sét en såkaldt federmesser, som rettelig hører hjemme i senglacialtiden for 13-14000 år siden! Det lyder for vanvittigt til at være sandt, da denne periode ikke er dokumenteret på Fyn - endnu. Og en enlig svale gør som bekendt ingen sommer! Vor mikrolits lighed med disse oldgamle ”penneknive” må nok bero på en tilfældighed.

Altså: En lille boplads eller rasteplads lå i Maglemosetid på den sandede og veldrænede flade ned mod åens sydlige bred. Vore sonderinger kunne udpege, hvor jægerne bl.a. havde siddet og arbejdet med fremstilling af pilespidser. Ud fra fundfordelingen i udgravningsfelterne at dømme ser det ud til, at jægernes flintbehandling primært udfoldede sig i vort undersøgelsesområde længst borte fra åen – hvilket vil sige omkring 250-280 meter fra Geelsåens nuværende bred.

Selvom terrænet virker jævnt fladt, er der en svag hældning mod åen svarende til omkring to en halv meters fald på de 250 meter. Jægerne har foretrukket et ”højerebeliggende” - og mere tørt - jordsmon i forhold til terrænet nærmere åen.

Aktivitetssporene fra yngre stenalder, bronzealder og jernalder virker umiddelbart mere diffuse til gengæld. Der er ikke tvivl om, at vi punktvis havde fat i noget fra de respektive perioders bosættelser, men sige noget om, hvad der er foregået af aktiviteter lige dér, hvor vi lavede vore sonderinger, må blive meget mangelfuld. Måske kan der siges noget mere om denne sag til mødet i januar.

Ét perspektiv bør dog berøres allerede nu: fundene fra ødansk enkeltgravskultur. Den trekantede skafttungepil, som blev fundet under sommerens gravning, hører hjemme i denne tidsperiode og har en makker i Bents samling. Når dertil føjes, at samme oldsagssamling indeholder andre karakteristiske enkeltgravstyper fra ejendommen, de slebne flintøkser med firesidet tværsnit og hulslebet ægparti, er der grund til agtpågivenhed. En lille, fin stridsøkse af bjergart, som blev fundet af en nabo for et par år siden i yderkanten af Bents mark oppe på det ”høje”, hører også helt klart hjemme i denne oldtidsperiode. Efter indicierne at dømme vil det være oplagt at søge én af periodens bopladser – og måske en begravelse - her. Ud fra et forskningsmæssigt synspunkt ville det være interessant at vide noget mere om denne sag, da tidsperioden som helhed udgør et dårligt oplyst kapitel i dansk forhistorie.

Men sådan kan man jo få gode idéer til mange arkæologiske ”indsatsområder”. Der er formentlig ingen tvivl om, at adskillige af årets udgravningsdeltagere gerne så en fortsættelse i Tvedskov næste år. Den perfekte lejrplads, det gæstfrie værtspar og de arkæologiske muligheder taget i betragtning. Sådan vil det dog næppe gå, selvom en kommende gravelejr eventuelt tænkes arrangeret i samarbejde med Kertemindeegnens Museer. På Vikingemuseet Ladby har man gjort sin stilling klar på det punkt. Man ønsker – ikke underligt - at fokusere mere på vikingetiden med direkte relation til dette museum.

Fra den første uge.
Fundene rengøres fra hvert sit kvadratmeterfelt af de pågældene felters udgravere.
Arbejdet finder sted i "Svalehuset" - opkaldt efter en aktiv svalefamilies
tilstedeværelse omkring og i en rede på en loftsbjælke.
Rummet, der ellers tjente som kombineret pakke-/værkstedsrum, var venligst udlånt af Bent Tveskov til udgravningsholdet.
Foto: Eigil Nikolajsen.

Det er der forskningsmæssige, formidlingsmæssige og politiske grunde til. I et sådant program kan der også blive plads til at trække på Harjas erfaring og engagement i forbindelse med afholdelse af gravelejre.

For at runde dette indlæg af vil jeg godt takke udgravningsdeltagerne, Harjas lejrudvalg, vore værter Anne og Bent, gæsterne, min kollega på gravningen, Lone med datter Mathilde, og mine chefer på museet, Bodil og Erland, for at Tvedskov-lejren lod sig realisere og at forløbet blev gennemført på kammeratlig og tankevækkende vis. Den blev et trin i udviklingen hen imod den perfekte udgravningslejr!

af Helge Langkilde Rasmussen

Denne sætning fik jeg fra en af lejrdeltagerne i min uge på årets gravelejr i Radstrup, og vedkommende ville gerne vide, hvilket forarbejde der er – før en sådan lejr kan køre – og her tænkes kun på det fysiske, da der også er forarbejde administrativt – både for Harja og pågældende museum.

Vi afholdt 30 års jubilæum sidste år på gravelejren ved Maries Minde, og jeg sagde til bestyrelsen, at hvis gulvbrædderne skal holde 30 år mere, så er det på høje tid, at de bliver omlakeret, da lakken og træet er slidt af mange steder.

Dette måtte man erkende; så pludselig i efteråret, var vi nogle stykker, som brugte en weekend på at nedslibe gammel lak, lakere og imprægnere undersiderne – og samtidig blev bordpladerne også lakeret om, og vi fik gjort rent og ryddet op i vores to fag i laden på Åsum Enggård. – Vinterklar til næste gravelejr – men hvor?

I oktober havde vi et bestyrelsesmøde, hvor undertegnede forinden havde undersøgt alle museer på Fyn med ”grave-tilladelse” – men alle sagde nej-tak med undtagelse af Ladbyskibsmuseet, der holdte døren en smule på klem. Eigil kunne så til mødet fortælle, at han havde et muligt emne, hvis man var interesseret i at solde jord, hvilket vi gerne ville være med til.

Først i november var vi (bestyrelsen) så ude og besigtige faciliteterne og faldt for det med det samme, og var enige om, at her skulle det være. Lodsejeren, Bent Tveskov, havde en stor samling af oldsager, som han havde fundet på sin jord, så det tydede på, at der var mere at komme efter.

Vinteren gik og pludselig skulle vi, gravelejrudvalget på tre personer til at forberede den kommende lejr; men med en mand på Grønland og en dame på fuldtid og som styrede tilmeldingerne om aftenen, så indvilgede jeg i at tage mig af det praktiske, da jeg havde et par timer hver formiddag, inden jeg skulle på arbejde og ligeledes fri om aftenen.

Det var meningen, at vi skulle have haft børnelejr i weekenden, hvor vi startede lejren op søndag eftermiddag, men tilmeldingen var for lille til at gennemføre dette – men alligevel satte vi lejren op søndagen i forvejen. Dette sker ved hjælp af bestyrelsesmedlemmer og faste folk, der tidligere har været med på lejre eller stadig deltager, som gerne kommer og hjælper til.

Agedrup Skole blev kontaktet, og servicemedarbejderne kunne huske os fra ”Seden Syd” (det blev et bandeord, da de fleste ”gengangere” havde været med på en af disse lejre – 4 år) – og der var ingen problemer i at få udleveret en nøgle, så badning hver eftermiddag var sikret.

Et par af de gratis villatelte blev rejst til bade-telt og depotrum; men en kraftig vind/orkan sendte dem ind i skoven onsdagen før lejren begyndte, så heldigvis havde vi et tredje af samme type, som så måtte være suppleant til de stænger, som var knækket, og de to telte blev genrejst, men med hensyntagen til evt. nyt blæsevejr.

Mange af de praktiske ting blev løst med Bent Tveskov’s mellemvær – græsset på ”engen” blev slået, så det var nemt at stille lejren op og campere her – renovationsmanden blev kontaktet og

indgik en aftale – grønt affald kunne graves ned i skoven og vand kunne sammen med el leveres efter afregning.

Han skaffede også en traktor med vogn til flytning af lejrudstyr frem og tilbage, så vi sparede det meste af den store udgift til vognmanden.
Toiletter blev bestilt, men de udeblev om fredagen som aftalt, da vi havde misforstået hinanden, og jeg måtte så hente en toilettrailer lørdag formiddag.

Om lørdagen kæmpede to bestyrelsesmedlemmer med at få strømmen til at virke, men måtte opgive, og en elektriker fandt fejlen om søndagen; men da var vores neonrør (og en transformer i min campingvogn) brændt af, så jeg måtte ud og købe nye lamper inden søndag aften – nåede at få dem installeret inden vi gik i seng.

Men meget er efterhånden rutine, så det er blot at tjekke op, om man har husket det hele, og huske, hvad der manglede sidste år, for der bliver investeret i forskellige ting hvert år – så det primitive lejrliv, som man kunne køre med i ”gamle dage”, er en saga blot – så kan man kalde det luksus eller ”følge med tiden”.

Køleskabe har vi fået foræret igennem tiderne, men de bryder jo også sammen - der var klage over, at stolene kunne være for kolde at sidde på samt de kunne rive nylonstrømper og tøj i stykker, så der blev købt hynder til alle stolene – der var tilbud på udendørs køkkener, som kunne gøre det nemmere at vaske op – frem for den bordplade vi havde, som hvilede på et par euro-paller, hvorfor der blev købt to (forskellige) – vores ”das-skur” til tørkloset er blevet skrottet for mange år siden – jo, der er sket forandringer.

Det varmer, når nogen lægger mærke til, at denne lejr ikke er kommet flyvende af sig selv, og at frivillige kommer og hjælper til med at sætte den op – men vi afholder gerne disse lejre, for at andre kan få en arkæologisk oplevelse og samvær med folk med samme interesse.

Hvor næste års lejr skal være og hvilket emne, afhænger af, om der er et museum, som vil samarbejde med os, og der er et emne, der er relevant til en sådan lejr.